Essay af Christoffer Lehmann
5/1 2010. Så fik konkurrence feberen igen sit tag i mig – ikke pga. et
forestående cykelløb eller anden form for konkurrence i sportens tegn, men
alligevel på samme måde. En feber som spreder sig i mig så snart jeg gerne
vil imponere – en feber som sætter sine spor og reducerer min
præstationsevne. Eller det gjorde den. Her følger beretningen om en vintertræning som startede i oktober måned på Ikast idrætshøjskole og som nu fortsætter vest for den nordafrikanske kyst.
En vintertræning som har givet mig meget mere end alene timer,
kilometer og intervaller. En vintertræning, eller en periode, som har
været bekræftende for hvorfor jeg er her i det hele taget, og hvorfor jeg
cykler.
”Jo mere personlig desto bedre” – sådan stod det beskrevet da essays
konkurrencen blev udskrevet. ”Grib dagen” handler om at turde. Turde ændre sig, gøre ord til handling og ikke mindst fortælle om det.
Da mcv.dk for et par måneder siden lancerede ”trænings essays
konkurrencen” steg min puls, var spændt og tænkte: ”nu skal jeg vise dem
hvordan…” Alt sammen sammenligneligt til min præstation til cykelløb,
eller mangel på samme. En tung dyne jeg trak over mit eget hoved af
forventninger på en vis som jeg på ingen måde ville performe bedre af.
Men så fik den alligevel sit tag, endeligt, ”vaccinen”. En vaccine jeg
begyndte at bruge på Idrætshøjskolen og nu mærker fremgangen af. En
hjælpende hånd, et friskt pust og ikke mindst nogle mennesker som forstod
mig – mennesker med kompetencer som ville og kunne hjælpe mig på vej. Den vej der gerne skulle omsætte mine watt og træningsindsats til resultater
og opfyldelse af egene mål – en vej der til tider i foregående sæsoner
endte blindt og uden mening.
Et er at fejle, noget andet er at acceptere og arbejde videre fra et nyt
udgangspunkt. Sidste del tog mig rigtigt langt tid, men lykkedes og nu er
jeg på vej. Jeg var aldrig rigtigt i tvivl om at jeg var stærk, fik det
bare aldrig omsat. Nu tør jeg omsætte det, presse grænsen, imens jeg har
det sjovt!
”Dengang” tilbage i det midtjyske, efteråret 2009, Ikast Idrætshøjskole,
var jeg så småt kommet mig over 09-sæssonen, jeg havde mod på cyklen igen, og de redskaber og metoder jeg blev givet til at arbejde med mig selv
motiverede mig tilbage på cyklen i det omfang jeg selv ønsker.
I dag, torsdag d. 28/2, smiler jeg, nyder at have trænet 4,5timer
koncentreret med intervaller. For øvrigt med nogle dansk team-drenge fra
vejen som måtte kapitulere undervejs. Nu accepterer jeg i højere grad
modgangen derude og tager den til mig som en forhindring, ikke en
undskyldning.
Livet mod syd synes måske, set fra nord, let og overskueligt, som en dans
på roser. Men dagene og træningerne her kan som derhjemme også føles som at gå i sne til knæene, eller som at løbe i Saharas sand. Man fryser også
her, brænder sig indimellem – men nu forstår jeg at det er udfordringer,
ikke undskyldninger.
Syd
I sidste uge gik det op for mig, endeligt, at her hører jeg til. Det
blæste 40m/sek, regnede og vi skulle køre 165km med en engelsk-arrangeret bike-week. Da vi kørte ud smilte jeg, undervejs grinte jeg og da vi igen var hjemme pumpede indofinen rundt i kroppen. Vi fik kun kørt 110, 4timer, men alligvel var jeg tilfreds – nu formåede jeg at se det positive i noget som langt fra var planlagt. Det lyder så simpelt, men har været så svært – svært for et individ som ikke har let at acceptere de små fejl og mangler.
Oplevelsen af at hjælpe andre undervejs, og selv blive hjulpet og
inspireret, giver cyklingen, og tilværelsen generelt, mening. Det giver
sig selv at det gibber lidt i en at slå vinderen af verdens hårdeste
ironman på bjerget Femés. Omvendt er det lærerigt at sidde på hans hjul
ned igen og blive skivet.
Bekræftende for hvorfor vi eksisterer og træner i flok er det når en
skotte skal have et skub de sidste 35 K hjem. Cykling er egoets legeplads,
men hvor er det fedt når man opdager hvordan man kommer videre når man arbejder sammen med andre og tilmed med sig selv – når man ikke er sin egen værstes modstander, men bedste ven.
I Like to move it
Følgende falder måske en smule uden for kontekst. Er en beretning om alt
andet end grundtimer, intervaller og restitution. Men i midten af januar
besluttede jeg med mig selv at jeg havde bollerne til at gøre det. Nu har
jeg dem også til at fortælle om det. ”I like to move it” er den bedste
indirekte måde at beskrive den udvikling jeg har gennemgået psykisk – nu
gør jeg tingene uden at tænke for meget over det. Jeg gør det bare – eller
i hvert fald prøver.
Jeg har været Green Teamer i 14 dage og bliver stillet opgaven at skal
danse solo i vores show mandag aften. Jeg husker tydeligt hvordan jeg
griner højlydt og en smule chokeret. Tilfældigt snakker jeg med en af de
gamle fra Idrætshøjskolen en af de efterfølgende dage. Til hans store
tilfredsstillelse kunne han beordre mig til at springe ud i det, gøre det:
”Nu har du chancen for at gøre noget uden at tænke for meget over det. Du
har aldrig danset, har ingen forventninger, og hvis du bare husker på at
have det sjovt, vil du lave fremskridt. På samme måde gælder det næste
gang du skal konkurrere. Kan du danse foran 500mennesker, så kan du også
præstere på en cykel - noget du er god til. Bare ikke tænk for meget”
Og sådan skete det altså, at jeg, cykelmyggen, dansede to mandage foran
500mennesker. Jeg gjorde det uden at tænke for meget, gjorde det bare.
Næste gang der er cykelløb gør jeg det bare.
De sidste måneder har givet mig rigtigt meget menneskeligt, sportsligt og
udviklingsmæssigt og jeg vil hermed gerne slutte med et smil på læben og
to ønsker. Først et ønske om at i alle har det godt derhjemme, giver den
en skalle og husker at gribe dagen og mulighederne når de byder sig. Næst
og ikke mindst til sidst: et ønske om nye Cannondale’s og et SI kranksæt
med SRM-måler. Udvikling afvikler ikke interessen for nyt grej, tværtimod

Det er i dag søndag d. 28/2 2010 og jeg tog mig tid. Ventede på mit
øjeblik og lod mig ikke påvirke af præstationsangsten. Den udfordring det
var at skulle skrive dette essay. Jeg tog mig tid.
Til alle i og omkring MCV – vinteren og vintertræningen 09/10 har gjort
mig stærk, rigtigt stærk, på øverste etage. Se selv beviset hvis vi en dag
mødes på de canariske veje og spor, eller en dag til cykelløb: Jeg smiler
– også i modvind.
Grib dagen i dag og hvad den bringer dig af muligheder, mandag, og igen
tirsdag. På den måde er jeg vokset over vinteren 2009/2010.
Lehmann
Fik jeg sagt at jeg er cykelløbs liderlig?
